Så er vi atter tilbage fra Manillaturen. Da jeg vågnede fredag morgen, var jeg helt tilstoppet af forkølelse & ondt i halsen, som så ofte før, p.g.a. at ligge med ventilatoren på fuld kraft om natten, men ellers kan man ikke sove de første mange dage. Men vi stod op kl.5³⁰, pakkede rygsæk, fik tidlig morgenbuffet, & sejlede mod Batangas kl.7³⁰. I Batangas ventede vi en time på bussen, som var forsinket p.g.a. tæt trafik. Det var varmt & jeg havde mest lyst til at smide mig i skidtet for jeg havde det ikke godt med min forkølelse. Vi var først i Manilla ved 3 tiden, for nogle steder sneglede vi os fremad med ca. 15 km/t. Infrastrukturen lader sig meget tilbage at ønske, med den trafik der er næsten døgnet rundt. Man erfarer hurtigt at hornet er en ligeså vigtig del som rat & bremser. Der kommunikeres via hornet. Hej til ham inde i forretningen, -dyt. Pas på, -dyt. Giv plads - her kommer jeg, -dyt dyt. Er du faldet i søvn, -dyt dyt. Lad mig lige skifte bane, ind foran dig, -dyt dyt. Jeg inderhaler dig lige, mange små dyt, indtil man er forbi. Ja, hvis der ikke rigtigt er noget at dytte for, så dytter man starten af en strofe, & så svarer resten af flokken i kor med resten. "Tjener vi vil ha´mere øl" er god her. Egentlig ret underholdende. Der køres meget tæt & til, men vi har aldrig set en fuckfinger. Man accepterer at vige for andre, bare man lige får et lille dyt, det er jo så rart.

Mellem de større byer kører et hav af busser, & de mindre stræk imellem kører endnu flere jeepneys . Så man kan vælge at tage bussen fra f. eks. Batangas til Manilla i en påstigning for 60 pesos, eller i 15 - 20 omstigninger for 3 pesos pr. jeepney. Jeepneyérne er rene små kunstværker. De simpleste er lavet af ulakeret galvaniseret plade, mens andre for en stor del er lavet i rustfrit stål, & lakeret i flotte farver, med masser af påskrifter på siden. Skilt foran med navne som, Father and son, Spirit and soul, Mother of god, Heavens pride, eller Two brothers, Two sisters. Også almindelige pige & drengenavne o.m.a.

På front & "agter "stænklapper kan der være påskrifter som, God will make a way(front), God bless your trip.

I byerne & mellem de små landsbysamfund, hvor trafikken ikke er så voldsom, er der myriader af trehjulede knallerttaxier, hvis man kun skal transporteres kortere stræk. Til de helt korte ture, et par gader væk er der til sidst trehjulede cykeltaxier. Hestekøretøjer er også set, men ikke særlig udbredt. Nå, men i Manilla ville koblingen på bussen ikke mere, så da chaufføren, med hjælp fra en dansk samme, havde rodet med den en lille time, lige foran et lyskryds, lykkedes det os at humpe resten af vejen til CoCo´s kontor i et gear. Jeg vil skyde på det ville have taget en halv time at gå dertil - hvis vi altså kendte vejen. På kontoret bestilte de et "plain" værelse til os, & vi fik adressen på et sted med internetcafe´, & hotellet.

Dykkerforretningen lå på samme boulevard i Ermita, som kontoret, men vi tog en taxa dertil. Jeg havde aftalt hjemmefra, at hente kameraet her, mellem 15. - 17. september, til en aftalt pris.

Men da vi ankom til forretningen, var det der selvfølgelig ikke. Her i denne afdeling solgte man kun dykkerture, foruden et meget begrænset udvalg af dykkerudstyr, nemlig finner, sikkert fordi de fylder så meget i kufferten. De ringede til Makati, en forstad til Manilla, men Richard som jeg havde lavet aftalen med, havde selvfølgelig fri. Jeg fik at vide at det kun ville tage mig en time i taxa, at tage ud til afdelingen i Makati. Så fik Praben et mindre anfald, viste aftalen sort på hvidt, & de bøjede sig langt om længe - kameraet ville være der omkring 1½ time senere.

Vi gik rundt om blokken & fandt stedet, hvor der skulle være en internetcafe´, i et storcenter der hed Robinson´s place. Men først fik Tilde & jeg timefremkaldt hver en film. Vi gik så ind for at finde cafeén. Det viste sig at være en større opgave end beregnet. Centeret var så  enormt, hvilket vi ikke kunne se udefra, da det lå inde mellem alle andre bygninger, ikke med parkeringsplads foran, i hvert fald ikke der hvor vi kom fra. Vi fik at vide at det var verdens 4. største indkøbscenter. Da vi havde fundet hvad vi kom for, og fået en kop varm, rigtig tyk, kop chokolade, var det faktisk ved at være tid til at hente vores film & komme ud for at købe mit kamera. Så hentede vi billederne, der alle var en smule overbelyste, & gik til cafeén & fik 6 billeder scannet over på diskette, mens Tilde & jeg skrev hver vores brev til e-mails. Der gik et par timer inden vi var færdige, men så havde vi også sendt til næsten alle vi kender, & vi havde aftalt, at dem vi ikke kunne nå pr. e-mail, ville få en kopi af nogen der havde.

City2 & Bilka go home ! Vi var sultne & lidt længere inde i centeret (3. sal) var der et torv, på størrelse med Bilka´s afdeling i Næstved storcenter, indrettet med et utal af borde & stole i midten. Rundt i en stor bue, lidt mere end halvvejen rundt, 5 meter brede cafeteriakøkkener, hvor alverdens gastronomi var repræsenteret. Der var selvfølgelig mest fra orienten, men sikke et udbud. Næsten resten af buen, bestod af et mindre antal større restauranter, med egne lokaler & lidt hyggeligere omgivelser. Bente & Tilde havde lyst til pizza, mens jeg besluttede mig for vietnamesisk. En stor hed portion stærk kyllingesuppe, med store kødstykker, grønsager, nudler & salat i. Det løsnede godt op i halsbetændelsen & næsen løb, & så kostede det kun 82 pesos. Måske lidt dyrere da det var en af restauranterne, lige ved siden af pizzariaet.

På torvet kunne man få "full meals" for under 40 pesos. Da vi var færdige med at spise var centeret ved at lukke, så vi smed os i en taxa, & bad om at blive kørt til : Pension True Home. Jeg havde bedt om et standardværelse på kontoret. Havde det været mit  "true home" ville jeg benægte det & true ham der påstod det ! Skallet tapet samt et skab, en stol, et toiletbord i teaktræsfinergenren, en tremandsmadras på en lille forhøjning, ved et vindue der kun hang fast, fordi det sad fast i mosquitonettet, en ventilator i loftet & en temmelig gennemtrængende lugt af mug og indelukkethed. Selvfølgelig delelokum & bad i stuen.

Nå en enkelt nat kunne vi godt overleve det. Tilde & jeg tog ud for at kikke lidt på Manilla by night. Vi havnede på en hyggelig lille cafe´ med en god blanding af alle etniske typer i alle aldre, drak et par colaer & listede tilbage.

Vi blev vækket kl 5¹⁵ & mens vi ventede på bureauet skulle hente os, dukkede vores guide Beth op med hendes søn, samt en gut der hed Per, vi havde fulgtes med herind, da han var på vej hjem .

Da vi nåede til Manilla opdagede han at hans pas var væk, lige inden han skulle til lufthavnen & hjem til Danmark. Da han ikke ville lyve om at passet kunne være tabt/stjålet i Manilla, måtte han tilbage til CoCo for at foretage politirapport på åstedet. Jeg havde ham nu mest tiltænkt for at score 4 dage mere på CoCo, på rejseforsikringens vegne, da det jo var weekend, så konsulat m.v. var lukket til mandag morgen.

Han fortalte, at for år tilbage, som rygsæksrejsende havde han købt en is hos en cykel-ismand lidt længere nede ad gaden, & fået en af den slags som turister bedst kan lide, havde ismanden sagt.

Det havde vist sig at den indeholdt sovemiddel. Han havde opdaget det, da det begyndte at virke, smidt sig i en taxa, & bedt om at komme til nærmeste hospital.

Bureauets minibus hentede os til tiden & vi blev kørt direkte til Batangas, hvor båden lå parat, med et hold som havde været på udflugt, så vi var tilbage på CoCo allerede kl. 11³⁰. Vejret er behageligt i dag, med en lille smule skyer. Skuldrene trænger også til en lille pause. Da vi kom hjem var vi igen ude at snorkle, & selv om min forkølelse var på retur, fik jeg ondt i pandehulerne, når jeg kom ned omkring 3 - 4 meters dybde, & kunne ikke trykudligne dem, så flaskedykningen må desværre udsættes, men der er jo herligt mange sjove fisk at kikke på alligevel, selv om det er sjovere, at kunne blive nede & ligge på lur & vente på den fisk man gerne vil "skyde", når den vover sig ud af korallerne igen. Vi svømmede først ind igen ved happy hour tid, fik en bruser & gled ned i poolbaren, hvor Bert allerede havde reserveret pladser til os og sat vores "dobbelt op" af Weng Wengs.

Så op til et hurtigt bad & rent tøj på, & ned at få noget godt at spise. Bert har reserveret bord til os i Dolphin1. Jeg har altid gået hen over seafood, da jeg ikke er specielt glad for fisk, men jeg har spist meget af det hernede. F.eks. seafood spaghetti, der lå en halv krabbe forneden, men den røg også ned, & de tynde spidse ben der ikke er så meget kød i, er jo udmærket som tandstikkere. I dag prøvede jeg så spaghetti calamare, & Bert, Venus & Anna vimsede rundt omkring os, så vi ikke manglede noget. Bagefter gik vi ned på stranden, hvor nogle af kokkene havde grillet. Der var pyntet op med halverede kokospalmeblade, der var bøjet mod hinanden, og bundet sammen som var de romanske vinduesbuer mellem bambusstænger, simpelt, men meget effektfuldt. Henover det hele var trukket farvede plastikvimpler på snor, & så køligt sand mellem tæerne, herligt .

Der var selvfølgelig underholdning af vores gode husorkester, & jeg har fået et godt øje til forsangeren, en sød lille sag der, synger som en engel - på alt- selv om hun spænder videre .

Hun vinker til mig hver gang vi får øjenkontakt, Bert har nok sladret om at jeg synes hun er en sød lille skrapsak, men alle hernede er simpelthen bare så søde & rare, uden på nogen måde at være anmassende. Vi sluttede aftenen med en night cap på Vera, & faldt hurtigt i søvn.

Dette er ingen tvang, MEN Pr@ben bliver så glad hvis du Emailer
en kommentar til hjemmesiden, eller gerne spørgsmål til rejserne.