Det var planlagt at vi kunne gå rundt for at handle 1 times tid, hvilket vi fik overtalt Jojo til at forkorte til ½ time. Vi gik ind mod bymidten, mens vi osede uden rigtig at købe noget. Til sidst var vi kommet ret langt fra mødestedet på havnen & der var kun 5 min, til aftalt afgang, så vi sprang på en trehjulet scootertaxi. Bente & Tilde tog plads i den lille sidekabine, mens jeg satte mig sidelæns bagpå biken. Vi fik en lille sightseeing med i prisen, 20 pesos, så han fik en halvtredser, da vi ankom i rette tid. Jojo havde denne gang lejet en Jeepney, noget jeg hele tiden havde glædet mig til at prøve. De andre havde taget plads i Jeepneyén, så der var fyldt bagtil, da Bente & Tilde kom ombord, så jeg fik lov at blive CO-driver. En jeepney har 3 instrumenter : benzin-, temperatur-, & olietryksmåler. Hvor stærkt vi kørte er en skønssag, & i & for sig irrelevant, da der ikke er fartbegrænsning. Forruden er en spalte på omkring 30 cm. i højden, når solskygge & tingeltangel & jomfru Mariaér er trukket fra. Affjedring er en by i Rusland, & komfort er noget man kun har hørt omtalt, men det var rigtigt sjovt at prøve.

Da vi nåede et par hundrede meter fra der´, hvor vejen var skyllet væk, stoppede vi ved nogle få hytter . Det viste sig at det var her bjergfolkene boede. Vi havde kørt igennem på udturen men havde ikke bidt mærke i det. Der stod en lille meget sky skare & kikkede forlegent på os. En ung pige på omkring 10-12 år, for genert til at fortælle sit eget navn, var ved at være giftefærdig - oversatte Jojo fra landsbyældsten. Deres måde at arrangere ægteskab foregik således. Hvis en familie havde 3 sønner & en anden familie 3 døtre, blev disse sat sammen i en hytte. Efter et par døgn kunne et par forlade hytten, senere endnu et, & det par der sidst forlod hytten, skulle så gennemføre de to familiers indgåede ægtepagt. Very fancy! Jeg spurgte 2 gange for at se om jeg havde forstået det korrekt, det påstod de. Jeg tog et billede af dem & et af hytterne på afstand, hvorefter jeg gemte kameraet væk, mens andre til min store afsky fo´r rundt & filmede ind i hytterne. Jeg var da nysgerrig nok til at kigge ind i en hytte, men det var at gå dem for nær, følte jeg. Vi havde indkøbt en sæk med 25 kg. ris, samt brød & kager for resten, så da nogle ville have vi skulle løbe rundt for at dele det ud hver især, skyndte jeg mig væk. Det var bare for meget. Vi fik fat i landsbyældsten & aftalte, at han måtte sørge for en fair fordeling. Det var rystende at se deres kummerlige kår, men at skulle agere julemand, der  satte jeg grænsen, jeg skulle bare væk så hurtigt som muligt. At de havde fået ris til hele byens forbrug i en uge var helt fint, men jeg kunne ikke acceptere måden besøget udviklede sig på.

Vi kom endelig afsted, & måtte atter gå over det enorme jordskred, hvorefter vi lejede vores egen bus. Igen gik det over stok & sten, gennem strømme & forcerende mindre vandløb til Mamburao . En tur på 3 timer, hvor jeg stod i/hang ud af den åbne fordør det meste af vejen, fordi det var sjovt & fordi jeg havde dårligt udsyn fra min siddeplads. Filippinerne elsker at vinke til folk & råbe "Hey sir " & de forventer selvfølgelig at man vinker tilbage, så her fik jeg vinket mig til en halv tennisalbue. Det var dog lidt synd for de filippinoer der stod & ventede på bussen, & vinkede den an. De så noget befippet ud når den bare drønede videre & de stod tilbage i en kolo enorm støvsky, nogen gange i deres pæneste tøj.

På halvvejen til Mamburao, kom vi pludselig til et sted, hvor en jeepney var røget af vejen & lå ret på taget. Der var heldigvis ingen tilskadekomne, da der kun havde været få med. Uheldet skyldtes en dækeksplosion der havde taget føret fra chaufføren. Selv jeepneyén så ud til at den var lagt der meget forsigtigt, & bare skulle vendes & hives op på vejen igen, for at fortsætte efter et dækskifte. De er som tidligere nævnt ikke lavet af samme pladetykkelse som herhjemme.

I Mamburao tankede vi op, mens de fleste rygere fik sig en smøg, & fik strækket benene, det var jeg ikke helt glad for, da der stank tykt af benzin. Selv var jeg oppe for at inspicere taget på bussen, men da der kun var en lille håndliste rundt kanten, besluttede jeg at det var trods alt for spændende, vejforhold & hastighed taget i betragtning, selv om filippinoerne gerne sad der. Så jeg slog mig til tåls med min dørudsigt.

Vi fik ikke nedsat vores timeophold i Mamburao, da chaufførerne skulle have deres pause & frokost. Vi gik atter en tur rundt mellem boderne & jeg købte et farverigt vandtæt Fila ur (Vi får se !) til 300 pesos. Turen til Wawa tog omtrent 1 time gennem et mindre kuperet terræn, med tusindvis af rismarker & vandhuller med hvilende eller mudderbadende vandbøfler. I Wawa ventede vi ca. 15 minutter, på en af Coco beach´s 3 store bancaér. Vi prøvede at samle lidt sammen til Jojo, men mange sagde de allerede havde givet 75 pesos, (penge der var aftalt til at købe bussernes restpladser) så det blev en fiasko. Det var flovt at give ham 413 pesos samlet ind blandt 22 mennesker, da hver der ville være med gav 50 pesos, mens de 13 pesos var resten fra en familie på 4 personer !

Oppe i bjergene nord for Wawa, var der gang i et temmelig uhyggeligt tordenvejr. Da det blæste temmelig godt & søen var høj, måtte vi en af gangen tage turen over en meget stejl, hoppende & vuggende landgangsbro som alle bancaér er udstyret med. De små har et bræt med lister til at give fodfæste, de store, en noget større med tovværksgelænder i den ene side. Alle kom dog med møje sikkert ombord, hvilket jeg ikke havde troet, da alle ikke var lige let til bens.

Vi fik rullet siderne ned på båden for at tage den værste sø, der stod ind fra siden da vi skulle sejle skråt til bølgerne, for at holde kursen til Coco. Jojo havde indkøbt 3 liter coca cola, 3 liter rom, samt plastikkrus, så der var et per par, så det blev jo en hyggelig tur tilbage til Coco, mens Jojo & jeg morede os over "miss overdriving" , uden det gik op for resten hvem det var.

Den sidste halve time, fra Bayanna beach & ned gennem Manilla channel til Batangas channel, blev jeg styrmand for en kort bemærkning, da de hørte at jeg var sejler, & trængte til en pause. Det var sjovt at føre banca.

Da mandskabet havde bragt os sikkert i land, blev alle enige om at slutte med en Happy hour, som Jojo & kaptajnen havde lovet at vi ville ankomme rettidigt til. Vi var jo blevet rystet tættere sammen, & havde det rart i hinandens selskab. Efter aftensmaden, så vi lørdagsunderholdning, mens jeg skrev dagbog med en enkelt øl. Jeg var kommet tre dage bagud, da jeg ikke havde min bog med til Pandan Island. Det blev til en enkelt nightcab på Vera, inden vi tørnede ind kl. 3⁰⁰ .

Dette er ingen tvang, MEN Pr@ben bliver så glad hvis du Emailer
en kommentar til hjemmesiden, eller gerne spørgsmål til rejserne.