På et tidspunkt kom en flot dame, med en lille pige i hånden. Hun så lidt ked ud af det, så jeg gjorde tegn med fingrene i mundvigene, at hun skulle smile lidt mere, & hun smilede glad tilbage. Lidt efter kom der nogle ældre damer & satte sig ved bordet ved siden af os, & dem faldt jeg lidt i snak med på mit gebrokne spansk/portugisiske, sådan lidt om vind & vejr & hvor er i fra, & jeg gav et par omgange undervejs.

Efter en halv times tid kom den samme pige igen den anden vej fra & var trist igen, så jeg gjorde det samme igen, & hun smilede atter, men fik så øje på dem ved siden af. Det viste sig at det var noget familie jeg havde snakket med, så hun kom over til os. Vi snakkede & jokede lidt. Hun var mulat så jeg kunne ikke dy mig & skulle måle kulør med armen. "Damed -you won" & jeg gav en omgang. Senere med den anden arm "Damed- you won again" - en omgang mere & hun smilede over hele femøren. Jeg spurgte hvor man kunne høre noget levende braziliansk musik & hun skrev noget ned til mig.

Senere blev vi dog enige om at det var lettere hvis hun tog med mig, så kunne jeg jo give en middag et eller andet sted. Min søster der var blevet lidt omtumlet af caipariña´erne, som hun var helt vild med, begyndte at græde, da hun troede at hun aldrig ville se mig igen, hvis jeg tog alene med Rosangela i byen. Familien grinede højt & trøstede hende, mens de forsikrede om at hun var helt Ok.

Rosãngela tog hjem & vi vadede lidt rundt i det nærmeste af , byen eller nød solen ved kiosken resten af eftermiddagen. Rosangela sad allerede ved kiosken iført det store festskrud, da jeg kom til kiosken om aftenen kl. 9 som aftalt & vi fandt en Italiensk restaurant & fik nogle gode bøffer & en flaske vin. Vi snakkede godt sammen om alt mellem himmel & jord, selv om mit portugisiske var blandet godt op med spanske gloser & en masse fagter, men kan man ikke forklare sig på een måde findes der altid en anden. Det blev lidt dyrere end ventet & jeg blev allerede bange for at jeg ikke havde penge nok med. Jeg havde ikke taget flere penge med end højst nødvendigt.

Vi tog en taxa & kørte til et spillested i nærheden af den gamle bydel. Da vi skulle ind fik vi hver et kort, som man bare skulle vise tjeneren når man skulle have noget at drikke & så betale når man gik. Musikken var rigtig god & Rosangela sagde det var en lokal berømthed der optrådte.

Vi dansede samba i flere timer & jeg fik det rigtig godt varmt. Jeg holdt lidt igen med drikkevarerne, for jeg anede ikke hvad de kostede & der skulle jo gerne være til taxa hjem. Da vi havde danset længe & blevet temmelig intime, gik vi ind til et mere roligt lokale & snakkede & kyssede & krammede. Vi blev enige om at næste dag ville vi tage op & se Corcovado sammen med hendes datter Maria.

Da vi gik blev det slet ikke så dyrt som jeg havde frygtet, men man viste jo heller ikke hvad de tog i entre & det er jeg stadig ikke klar over. Der var penge nok til taxa & jeg satte hende af ved hendes hoveddør. Jeg syntes jeg vidste hvor jeg var & sagde jeg ville gå det sidste stykke til hotellet - der var vel 5-800 m - men det ville hun ikke høre tale om, så jeg blev beordret ind i taxaen, da hendes dør blev åbnet via dørtelefonen. Hun var bange for at jeg skulle blive overfaldet.

Rio dag 2

Efter morgenbuffet & et godt bad mødtes jeg med Rosangela ved kiosken. Det vil sige hun havde foruden sin datter Maria også taget sin mor & mormor med, de ville lige se fyren, & der skulle lige kindkysses en gang. Vi fik lige en kokosmælk & hilste pænt på hinanden, inden vi gik ud for at finde os en taxa. Det var så heldigt at chaufføren , David, kunne engelsk & vi aftalte en pris på 270 real for en rundtur i Rio.

Først tog vi til Corcovado, mens han hele tiden roste mig for mit valg af kvindebekendtskab & foreslog en masse andre ting vi kunne lave end, at drøne rundt i taxa- hvornår brylluppet skulle stå osv. Han var nu ret morsom & det gik derudaf på både engelsk & portugisisk.

Rosangela morede sig fyrsteligt. Vejen til Corcovado var ekstrem stejl, smal & gik gennem både by & jungle, jeg ville nødigt køre her, og motoren måtte arbejde hårdt. Til sidst kom vi til en "rundkørsel" hvor folk blev sat af & vi aftalte at mødes der igen efter en time, da man ikke kunne parkere her. Så David måtte køre ned & op igen. Vi var lidt heldige med vejret, der var kun lidt varmedis, & ca. 32 graders varme.

De sidste ca. 150 m. af opstigningen foregik i en gratis elevator med en rar piccolo. Corcovado troner omkring 450 m. over byen & der er en fantastisk udsigt over byen hvis vejret tillader. Vi nød udsigten & jeg tog nogle billeder, hvorefter vi tog elevatoren ned til et lavere niveau, hvor vi fik en øl & en is & nok en is, før det var tid til at møde David igen. Maria var bare så sød, hun holdt mig i hånden hele vejen op & hele vejen ned, mens hun nød at være sammen uden at ville have noget, & uden at kunne snakke med mig, så jeg tror bare hun var rigtig tryg. Rosangela puslede om mig & Maria var bare let at have med, så jeg følte det som en dejlig familietur.

Da vi kørte nedad ville David lige vise os (mig) et lavereliggende sted hvor der skulle være aber. Vi så ikke nogle, men endte på en heliport lige nedenfor Corcovado. Det kostede kun 1850 dollars for syv minutter i helikopter over Rio, så det købte vi da bare ikke. Han udpegede en ghetto (falela) nedenfor & fortalte at det ikke var usandsynligt at der i dag ville blive dræbt 10 mennesker i mafiaopgør. Hvis vi skulle der ned ville han køre stærkt i gennem & sørge for at alle døre var låste..

Vi sad lidt i græsset & fik en forfriskning inden vi kørte videre ned i byen. David ville vise mig deres store stadion Maca- et eller andet jeg ikke kan huske, så det fik han da lov til. Egentlig havde jeg planlagt hjemmefra at jeg ville til fodboldkamp der, men man kan bare ikke nå alt det man tror. Man kunne se det indvendig for 10 dollars, men når der ikke skete noget derinde kunne det jo være det samme.

Senere kørte vi ned til Lago, en ikke berømt del af byen i nærheden af Sukkertoppen, en trist nedslidt del af Rio, med rigtig flotte arkitektoniske herskabsboliger fra kolonitiden, der desværre ikke blev vedligeholdt & nu sank stille & roligt hen i slum. Vi tog dernæst til Sukkertoppen, men ville ikke derop - vi havde været på det højeste punkt, & gad ikke vente på gondolen, da der var overfyldt. Vi fandt et lille sted inden broen over til Niteroy, hvor vi fik en let frokost inden vi tog tilbage til vores stamkiosk foran hotellet.

David forsikrede mig om at jeg var hans bedste ven & gav mig sit mobilnummer & jeg kunne ringe dag & nat - han ville være der inden for en halv time - han boede i Niteroy - Rio´s lillesøster på den anden side af bugten. Rio de Janeiro betyder for resten Januarfloden, da den blev (euro)opdaget i januar måned & erobrerne troede det var udmundingen af en stor flod, hvilket det ikke er - men en serie af bugter der bare fortsætter ind i landet. Det blev sent & Rosangela blev afleveret ved hoveddøren & jeg fandt de andre ved kiosken (som om dét -var en overraskelse).

Rio dag 3

I dag tog vi en slapperdag, gik lidt rundt i nabolaget & købte lidt småting. Gik bl.a. forbi det torv som jeg tidligere ville gå igennem midt om natten, første aften Rosangela & jeg var i byen. Der var en papkasseby for hjemløse. Her blev jeg første gang selv utryg i Rio, på efterbevilling. Rosangela kom til kiosken ved titiden & vi gik ned på Cobacabana-stranden & slikkede solskin, mens vi knaldede tømmermændene væk. Det var over 30 grader så vi hyggede lidt med isvafler, mens vi svedte tran i solen.

Rosangela var uhyggelig opmærksom på mit velbefindende - man burde nok være født hernede som mand, men ingen måtte se det, for, som hun sagde, skulle hun bo her, når jeg var taget hjem. Jeg gjorde selvfølgelig også mit bedste for at være galant, så der var ingen skævvridning der´. Det lyder mærkeligt, men vi var rørende enige om at dette var en sommerferieflirt, da ingen af os drømte om, at flytte til et andet land.

Bente, Jesper & Dan fik David´s telefonnummer & han kom ret hurtigt for at give dem en tur til bl.a. Corcovado, men de ville have en hel halv dag rundt i byen. Vi var jo venner & de fik en god pris (synes vi selv). Imens gik Rosangela & jeg op til et mega indkøbscenter, hvor man kunne købe alt. Men da der ikke var noget specielt som ikke kunne købes i Danmark, fik jeg kun købt en Samba-cd, efter Rosangela´s anbefaling. Derimod fik hun øje på et par cowboy-shorts, som hun bare måtte eje. O K det var 65 kr. så hun fik dem. Til gengæld fik jeg lov at bestemme hvilket snit, der passede hendes lille strutmås bedst - det tog ca. en stiv time mens hun prøvede femten til tyve par bukser & jeg nød det i fulde drag. Men jeg måtte ikke komme med i prøverummet. På en cafe´ fik vi nogle sandwich & en sodavand, inden vi tog hjem til hotellet.

Vi sad ved kiosken da de andre kom hjem fra rundturen. Det havde været lidt af en oplevelse, for da de skulle køre ned fra Cocovado, blev taxi´en lige foran David´s stoppet af en modkørende bil, & tre bevæbnede unge mænd begik røveri ved højlys dag. David stoppede prompte & bakkede op til rundkørselen, mens Dan gemte pengene i sokkerne. Jeg kan forestille mig turen - for det var vildt nok at køre forlæns derop.

Da de kom ned igen sammen med politiet var både bestjålne taxi & røvere over alle bjerge. Der var lidt usikkerhedsfornemmelse, da de jo trods alt var vidner. Rosãngela tog hjem for at skifte tøj men ville komme igen senere. Vi gik rundt for at finde et sted at spise, & fandt et pænt sted med rimelige priser. Det var et "spis hvad du kan" hvor man selv tog salat, mens kødet blev serveret af tjenere der fes rundt blandt bordene med store spid & skar af til os med store skarpe knive, hvis vi ville have en skive. Der var mange tjenere & de skiftede spid fra grillen, hele tiden, så det var konstant velgrillet. Der var utroligt mange slags kød & pølser at vælge imellem.

Rosãngela kom til kiosken ved 21-tiden, & blev lidt mopset, da hun fandt ud af at vi allerede havde spist. Det var selvfølgelig surt, men da vi skulle mødes så sent tog jeg det som en selvfølge at hun havde spist hjemmefra. Hun havde taget en flot azurblå kjole på, der virkelig stod godt til hende. Vi gik en tur langs Copacabana, & fandt et sted hvor Rosãngela fik en pizza. Den så ikke meget bedre ud, end den vi andre fik i Buzios – pizzaer skal undgås i Brazilien. 

Rio dag 4

En slapperdag på stranden med en god bog. De andre er ude & jeg kikker på damer & nyder vejret mens jeg smører mig ind i solcreme, & læser. Jeg har først aftale med Rosangela klokken 8 i aften på hotellet. Der blev også plads til en lille middagslur & en lang tur ad Copacabana´s brede fortov til næsten begge ender. Da vi alle var samlet ved kiosken, havde jeg lidt dårlig samvittighed over, at jeg ikke havde tilbragt ret meget tid, sammen med mine rejsefæller i Rio, som jeg egentlig syntes jeg burde. Så jeg var på vej ud i en lille hvid løgnehistorie overfor Rosangela, om at vi skulle på en tur næste dag, som vi havde købt & betalt for hjemmefra. Dejligvis sagde de andre - Hvorfor tager vi ikke Rosangela med -. Så vi fløj over til tur-arrangøren & købte en billet mere.

Vi tog alle ud & fik en god middag på en af Copacabana´s mange fortovsrestauranter. Vi gik alle tilbage til hotellet & Rosangela fik en taxa hjem, ved 2 tiden om natten. De andre ville i seng, men jeg skulle lige have en øl & en Caipariña hos Walmir ved "vores egen Quiosque 17".

For første gang var det ikke Walmir der var på arbejde, men en yngre fyr. Pludselig stod der en gut der ville pudse mine sko, hvilket jeg ikke ønskede, men han ville ikke gå igen. Han satte sig på sin box & snakkede løs på engelsk - hvilket ikke gjorde mig noget - men de hjemløse som normalt sov under de få palmer bag kiosken begyndte at stå op & satte sig rundt om de borde der var rundt om mit.

De rykkede hele tiden nærmere, så jeg satte mig hen til Walmir´s afløser & sagde at jeg ikke kunne lide det. Han slog det hen, men da jeg kunne se på hans øjne, at nu var han heller ikke tryg, bundede jeg min Caipariña i et hug, rejste mig brat & løb ret over gaden til hotellet. Døren var selvfølgelig låst på det tidspunkt, men natportieren kom & åbnede inden de tog sig sammen til at krydse boulevarden. Det var anden gang jeg var utryg i Rio.

Rio dag 5 - Sejltur med Rosãngela

Efter morgen buffeten ankom Rosãngela til hotellet & inden længe var vi af sted i en airconditoneret bus. Det var en længere køretur & vi nød at være sammen igen. Det lykkedes mig på forunderlig vis at forklare hvad jeg arbejdede med hjemme i Danmark, & vi havde en god diskussion om gentek & arvelighedslære i almindelighed. Det var ikke noget hun have det store kendskab til, men hun forstod ret hurtigt sammenhængen.

Vi havde et enkelt stop ved en landevejsbutik, hvor vi fik en forfriskning & købte vand med. Landskabet var frodigt & vi kørte forbi flere flotte vandfald. Vi ankom til havnen & blev efter lidt venten lov til at gå ombord. Jeg tror at alle deltagere foruden besætning var europæere. Vi sejlede ud & solede os på dækket. Mange af fyrene sendte lange blikke efter Rosãngela, selv om de alle var par.

Vi sejlede forbi flere små private øer, hvor de rige havde sommerhuse, mens vi drak kolde Caipariña´er, som vi købte om bord. Vi gjorde et kort ophold ved en lille strand på en af småøerne & dem der havde lyst kunne tage en dukkert. På et tidspunkt sejlede vi parallelt med en anden båd & vi hørte de havde musik ombord. Jeg spurgte hvorfor vi ikke havde noget musik, & fik at vide at orkesteret ville sejle med os tilbage.

Da vi kom til Ilha de Jaguanum, blev der taget billeder af os, som vi så senere kunne købe hvis vi ville, der var ingen tvang. Det gik ret hurtigt for fotografierne skulle jo med en båd, så de var fremkaldt når vi kom tilbage til havnen.

Vi lagde os i sandet & nød solen. Bente sagde, at alle fyrene fik travlt med at fotografere deres rejsefæller i en sådan vinkel at Rosãngela var med, efter at hun smed cowboykjolen & kun var iført tangatrusser & minibikinioverdel. En snorkeltur blev det også til men der var ikke så meget at se.

Der blev kaldt til frokost & vi fik varm mad & frugt til dessert. Efter frokost havde vi et par timer mere på stranden. Rosãngela havde lånt sin søsters kamera & ville gerne have mig til at tage nogle billeder af hende, så hun legede lige fotomodel for en stund. Jeg snuppede selvfølgelig også et par stykker med mit eget. Hun ville så også tage nogle af mig, men som i ser er jeg ikke vant til at posere, & følte mig ret usexet & uvant med situationen. Rosãngela - til gengæld - var lige i sit es.

På turen hjem var der så et tremands orkester ombord der spillede kendte sambanumre. Som de første gav Rosãngela & jeg den fuld gas på bagdækket & kameraerne lynede & klapsalverne haglede ned over os. Det var ret hårdt i 30 graders varme, så efter et par numre svedte jeg som 2 møgsvin i faresæsonen. Det ærgrer mig at Jesper ikke optog det, for han havde video med. Der var lidt spæde forsøg, men de fleste var for generte til at danse, så vi nød bare musikken mens jeg prøvede at komme ned i temperatur.

Vi kørte tilbage mod Rio, & Rosãngela blev sorgmodig over det var næstsidste dag vi havde sammen. Vi vidste begge at det var en ferieforelskelse, men det var da lidt trist, for vi havde haft det rigtig sjovt sammen. Vi tog alle ud at spise på Copacabana & fik noget pasta. Om aftenen tog Jesper med Rosãngela & jeg til samba, samme sted som vi havde været før. Der var ikke ret mange mennesker , men musikken var god & vi fik danset lidt. Sangerinden var meget sød & gav os megen opmærksomhed. Jesper fik selskab af en Argentiner der havde boet i Sverige, & var mega stolt af, at hun kunne sige, "Du ar min elskling".

Rosãngela havde forinden bemærket at hun sad & kikkede ham an. Vi drillede lidt, med at han skulle byde hende op til dans, men dans er ikke lige ham. Hun rykkede sig stille ind på ham & faldt i snak. Hun fik et par drinks, men Jesper virkede ikke særlig interesseret på hendes tilnærmelser. Jesper er i trediverne, så hun var også lidt for langt oppe i årene til ham. Hun fik et par smøger af mig, men senere betjente hun sig selv. Det er ikke prisen, men jeg tænder af når folk tager selv. Jeg sagde til hende at hun kunne få alle de smøger hun ville have, men at det var almindelig høflighed lige at spørge eller i det mindste markere at man tog en mere - det gør jeg - selv overfor mine bedste venner. Hun blev stang tosset & flyttede op i baren, hvor hun sad & skulede & surmulede. Jesper smuttede før os - der var heller ikke så meget gang i den - denne aften. Vi blev et par timer mere.

Sidste dag i Rio

Den sidste dag i Rio gik med at pakke kuffert & vandre lidt rundt i nærheden af hotellet. Jeg skulle bl.a. ud & finde en flaske Mortilla rom til at have med hjem. Det tog et stykke tid, & mange kiosker, inden jeg fandt et supermarked der havde den. Ved kassen stod en sød sort dame der bl.a. var ved at købe en masse Coca Cola, så jeg sagde for sjov at vi kunne slå os sammen & lave en masse cuba libre. Det fandt hun sjovt & gjorde fagter til, at der var nok til at vi kunne blive jern stive begge to. Hun var meget sød & vi fulgtes, snakkende, en del af vejen tilbage mod hotellet.

Folk er meget rare når først man lige får taget første skridt til at snakke. Ellers blev der bare slappet af resten af eftermiddagen. Om aftenen tog vi ud & spiste afskedsmiddag med Rosãngela, som havde fundet en lille fiks knaldsort kjole frem, & havde til min ære udslået sit hår, selv om hun ikke selv var helt tilfreds med det. Hun syntes det tjavsede, men det fandt jeg ret kært, & lidt afvekslende, da det ellers hele tiden var samlet i nakken. Vi fandt en kinesisk restaurant, hvor vi fik en tre retters menu & lidt god vin. Det var ca. samme priser som i Danmark, men som sædvanlig var det rigtig god mad. Kineserne bruger altid gode råvarer.

På vej tilbage til hotellet, sagde vi farvel til hinanden & knuste en tåre. Hun fik en taxi hjem, & vi andre skulle lige have en night cap ved kiosken. Walmir var vist lidt træt i aften, han registrede ikke engang han blev blitzet. Det blev selvfølgelig ikke ved én drink - men trak lidt ud. Det var jo lidt trist, at det snart var arbejdsdag igen & vi skulle hjem til den danske vinter.

På et tidspunkt kom et par fyre, hvoraf den ene tiggede en smøg af Bente, som han så også fik. Da den anden åbenbart ikke røg, ville Bente give ham lidt småpenge, men det nåede hun ikke. Ham opdagede i et splitsekund at hun sad med en sølvkæde & et lille sølvkors om halsen & flåede det lynhurtigt af halsen på hende & stak af ned af fortovet. Både Jesper & jeg fløj ligeså hurtigt refleksmæssigt op af plastikstolene, så de fløj baglæns, & satte efter ham i fuldt firspring. Jeg råbte af fuld hals : "Rouba, rouba" hvilket nok ikke behøver oversættelse. Vi fulgte godt med den unge fyr, & halvvejs nede mod de næste 2 kiosker, reagerede folk så småt med at rejse sig op.

Tyven indså at vi ville få hjælp & smed sig hovedkulds ud foran en taxa på boulevarden, som med nød & næppe undgik at ramme ham. Vi måtte bagom & tabte terræn, men fortsatte - stadig skrigende - rouba, rouba. Folk på fortovet overfor begyndte nu også at reagere, & det lykkedes en lokal at spænde ben for ham, så han gled hen af asfalten (i shorts & T-shirt). Nu gik det stærkt, mens jeg sikrede mig halskæden som han tabte, stimlede 8-12 lokale unge sammen om tyven & sparkede løs på ham.

Det var ret barsk - de gik målrettet efter at sparke ham i hovedet - men vi var lige på det tidspunkt så pisse sure, at det ikke rørte os så voldsomt. Der gik vel en 30-40 sekunder & pludselig stod der en motorcykelbetjent & sparkeriet ophørte. Hvor han kom fra ved jeg ikke - han var der bare pludselig. Han ville lige se hvad tyven havde villet stjæle & jeg viste ham den knækkede kæde med kors. Vi blev spurgt om vi ville med på stationen & lave anmeldelse, men vi syntes begge, at han vist nok havde fået sin straf - han lå stadig ned. Desuden ville vi jo nok ikke få noget ud af det, manden havde vel ikke penge til en reparation af kæden alligevel. Hverken Jesper eller jeg rørte fyren, men på vejen tilbage var vi lidt rystede over hvad der var sket, blandet med lidt stolthed over, at vi "fik svinet".

I Danmark ville hele flokken blive sat fast for selvtægt, men det tæller vist ikke her. Walmir fiksede kæden, & vi tog afsked med ham også, mens vi lige skulle falde ned på jorden igen.

Det var så den ferie.
Hilsen Pr@ben.

Dette er ingen tvang, MEN Pr@ben bliver så glad hvis du Emailer
en kommentar til hjemmesiden, eller gerne spørgsmål til rejserne.