.

Vi ankom til Bangkok om meget tidligt om morgenen (kl. 6.20), & som i beskrevet i rejseplanen stod Surapol, firmaets mand i Bangkok, lige efter bagageudleveringen & ventede på os. Vi havde jo set et billede hjemmefra af ham, så han var let at finde. Han hjalp os ud med vores kufferter & ville straks af sted, da det kun var tilladt at hente passagerer ved udgangen & så hurtigt væk. Vi havde dog ikke røget under hele flyveturen så Surapol måtte tålmodigt se til at fire negohungrende danskere lige skulle have et behov dækket , mens vi alle (atter) var overrasket over hvordan fugtigvarmen sparker gennem tøjet, ligeså snart man forlader den airconditionerede lufthavn. Vi blev hurtigt kørt ind til Ambassador hotel ad betalingsmotorvej, hvor vi checkede ind & fik udleveret nøgler & morgenmadsbilletter. Det gik så hurtigt at vi ikke nåede at se hvor hverandre boede, så der var ikke noget hurraparty. Hotellet var i stueetagen utrolig flot. Blankpolerede marmorgulve, med kraftigt teakinventar i receptionen & store flotte krystallysekroner ned fra lofterne. Der var morgenmad indtil kl. 10.00, så efter at have indrettet os, fået et bad & lige faldet ned på jorden gik Julie & jeg til morgenmad. Det blev en større sceance, for da vi var kommet om morgenen havde portieen ikke skrevet dags dato (10/9) , men givet kupon til morgenmad næste dag. Så vi blev først afvist, men senere accepteret til morgenbuffet, da jeg havde forklaret, at den var god nok. Midt i omeletten kom han så tilbage for at sige, at vi skulle betale alligevel, men kunne bruge billetten næste dag. Sorry Sir i´m only a waiter, can´t let you eat. Jeg fortalte at vi ikke ville være i Bangkok næste dag & derfor ikke havde brug for en morgenmadsbillet den dag, men at det var en misforståelse fra portierens side. Han henvendte sig til en overordnet Thaikvinde som forsvandt mod receptionen. Pludselig stoppede hun, fortrød & gik tilbage til sin pind. Tjeneren kom tilbage, for meget undskyldende, at fortælle at jeg måtte betale for maden alligevel. Det ville jeg selvfølgelig ikke, men hans ydmyge måde & gentagne undskyldninger om at han kun var tjener (& pissebange for at tage stilling til noget som helst), måtte jeg overtale ham til at vade med op i receptionen for at afklare tingene. Det var ingen succes, da alle ansatte receptionist, conceliege, cachier, alle skød ansvaret fra sig, trods de kunne se at vi var booked ind for én dag med morgenmad uden overnatning. Langt om længe, efter irritationen hos mig blev synlig, mandede en af receptionisterne sig op til, at overskrive 10-tallet med et 11-tal, i tjenerens overværelse. På hele vejen tilbage var han en stor undskyldning, om at han jo kun var tjener. Straks forstod jeg at ingen i hele staben turde tage en simpel beslutning om noget som helst uforberedt. Sat til bords igen, med min nu kolde omelet & halvkolde alt for indkogte kaffe, kommer han igen for at fortælle at "undskyld for før, du havde ret - Sir, men du har 3 minutter for så lukker vi". Ingen kompensation for de 15 minutter jeg brugte til at legitimere min tilstedeværelse i "Morgenbuffeten". Julie & jeg gik til værelset for at sove lidt. For, at de andre skulle kunne finde os satte jeg en "post-it" seddel med vore navne på døren, så Bente & Rene´ kunne finde os hvis de heller ikke var sikker på vores værelsesnummer.Jeg var ikke i stand til at sove men følte kun at jeg lå at vendte mig. Så da Bente & Rene´ bankede på døren, for at høre om jeg ville med ud i byen for at se lidt, lagde jeg jetlagget af mig & stod op. Først nøjedes vi med, lige at vade "around the block" , fordi vi ikke turde at gå for langt væk. En ToK-Tok (trehjulet scootertaxi) jagtede os ustandselig, men vi afviste hårdnakket. Vi havde stadig danske smøger, men skulle jo finde noget der kunne bruges hernede. På må & få købte jeg en pakke More. De var så gode at jeg først registrerede, at der var noget galt, da jeg fik fat i en af de få Røde Cecil, jeg havde puttet i More-pakken senere på dagen & den smagte dårligt. Vi vadede tilbage til hotellets indgang, men blev enige om at det måske alligevel var smart at hyre en Tok-Tok . Han foreslog "Tøjmarkedet" & da vi ikke havde andre planer lod vi ham bare køre os derhen. En Tok-Tok kører temmelig hurtigt & er en overdækket sofa på hjul, så vi fik os lidt benzin- & dieseldampe i hovedet på Bangkoks pulserende gader. Det blev en tur på ca. en halv time & vi måtte bøde 150 Bath. Det er rimeligt let at omregne, da 1 Bath svarer til 20 ører, d.v.s. 1/5 Kr. Så turen blev 10 Kr. pr. pers. Vi kiggede lidt rundt på tøjmarkedet, men købte ikke rigtig noget. Det blev dog til et par NIKE-sandaler til både Bente & Rene´. Da tørsten meldte sig satte vi os på kantstenen af en midterrabat, i en lukket gade for at nyde en kold pilsner. Her mødte vi endnu en Tok-Tok fører, der jo mere han talte, blev billigere & billigere for at køre os tilbage. Vi fik ham dog overtalt til at vente til vi havde drukket ud, men da var han også helt nede på 30 Bath for at køre os hjem . Rene´s kuffert var fra udrejsen af, gået i stykker & vi bad om at blive kørt hen til et sted han mente handlede med sådanne. MBG-centret sagde han var billige. Vi blev dog ikke kørt direkte dertil, da føreren mente at kende en modebutik vi måtte se. Den var jo aldeles dyr, hvilket man straks fornemmer på sydlige breddegrader, da en butik med høj airconditionering afspejler sig i sine priser. Jo koldere det føles, at komme ind fra den tropiske gade, jo dyrere er deres varer, som en tommelfingerregel. Efter et kort ophold i butikken, som var rigtig dyr gik vi ud til Tok-Tok føreren & han viste os en kupon, med ret til 5 liter benzin, han havde fået i provision for at bringe os derhen. Vi kørte videre & atter syntes han at vi skulle kigge på en butik. Denne gang en juvelerbutik, som var endnu koldere, end modebutikken, & ganske rigtig, vi følte ikke at vi havde råd til noget her. Nu mente vi, at vi havde fået nok, så nu ville vi til MBG-centret. Han syntes dog, at der var mere vi skulle se, men her var grænsen nået & vi lod ham forstår at vi bare ville til MBG-centret , for at Rene´ kunne købe ny kuffert. Hvis han kunne bestemme var der sikkert 10 butikker mere der var værd at besøge, så han havde benzin til flere måneder. Vi blev så endelig bragt til MBG, & Tok-Tok-føreren viste os hvor han ville vente. MBG er et mega-center med fodgængerbroer, der leder tanken hen på de motorvejsudfletninger vi ser fra Los Angeles. Vi gik ad disse motorvejsfodgængerbroer til MBG, & efter at have spurgt et par gange kom vi til en etage hvor Rene´ fik købt sin MEGA-kuffert for ca. 1400 Bath. Godt nede på vejen igen var vores chauffør selvfølgelig væk, han havde jo tjent sin benzin. Med lidt forhandling igen fik vi en ny til at køre os hjem for 150 Bath. Det var ikke let, for nu ville de jo have den rigtige pris uden kuponner. Vel tilbage på hotellet var der lige tid til et bad før Surapol kom & hentede os til en velkomstmiddag på Silom vilage restaurant, hvor vi fik en god 4 retters menu, med 2 slags choup sui, svinekød med sur-sød sovs &rejesuppe samt vin & et par øl som vi selv betalte for. Her kunne vi ikke sidde & fise den af før vi skulle videre til banegården, hvor der var reserveret liggevogn til os. Men se lige køkkenet hvor pigerne laver mad på lerkomfurer pakket ind i folie, så varmen reflekterer . Der kunne komme rigtig godt fyr på disse, hvis de skulle lynstege. Tænk de kørte på kul & brænde. Surapol bragte os til banen & vi fik vore billetter & kom godt ombord. Det blev jo hurtig mørkt & slænget begyndte en fest da vi alligevel ikke kunne se ud af vinduerne . Det blev en lang fest & togmutter solgte så meget alkohol at hun kunne holde et par dage fri. Hun vil sjældent glemme Rene´for da siddepladser blev lavet om til sovepladser tyssede alle på ham, men Rene´er ikke til at tysse på. Det skal også nævnes at når vi skulle ryge måtte vi ud i sammenkoblingsrummene mellem de enkelte togvogne, & så kunne man jo også få skubbet til et par køjer på vejen.

.

Dette er ingen tvang, MEN Pr@ben bliver så glad hvis du Emailer en kommentar til hjemmesiden, eller gerne spørgsmål til rejserne.

.