.

Om morgenen ankom til Chiang Mai, som betyder "Nye by" & er Thailands næstvigtigste by. Her var det igen let at finde de chauffører vi havde til rådighed i 2 dage. De stod parat med et skilt med mit navn, & vi blev lodset ind i 2 firehjulstrækkere med alt vores happengut, & kørt direkte til Baantai Hotel . Det hotel er værd at fortælle lidt om. Hele hotellet er bygget af teaktræ: gulve, vægge, loft, altaner - alt lige med undtagelse af taget der er af tegl . Foyeren var i tykke teaksøjler med trapper op til begge sider i teak, gelænder & alt i teak . Selv de små balkoner, der var til hvert værelse var i teak. Der var i alt 6 værelser i hovedbygningen & den havde vi for os selv, d.v.s hele førstesalen. Midt i førstesalen var der selvfølgelig et husalter til ære for Buddha . Her måtte vi ikke gå i sko men det var da også i orden. Vi bad vores guider om et par timer til at falde til ro, så vi troede at de kørte hjem til familien, men de gik i baghaven og spillede kort. Da vi havde hvilet os lod vi Dem bringe os rundt, for vi vidste ikke hvad vi skulle se alligevel. Vi ledte efter film til mit kamera, men fandt ikke nogen, trods vi var i specialbutikker. De kørte os op på et meget højt bjerg, hvor der var et smukt buddhistkloster, Wat Phrathat Doi Suthep, et af de helligste Buddha-templer. Jeg var heldig her & fik købt 2 stk. 40 billeders film til mit lidt specielle kamera. Det var lidt turistficeret, men trods alt en kæmpe oplevelse. Her må jeg lige fortælle lidt om thaiernes religion. De er 90% buddhister & har et monarki, der er stærkt bundet til religionen. Enhver dreng er på et tidspunkt i sit liv munk. For at vise verden, familien at man er et godt menneske. Det giver respekt, jo længere du har været munk jo bedre, men det kan begrænses til en uge, eller en måned, efter behov. Nogle er munke en uge, andre syv måneder, & nogle forbliver munke hele livet. Det er sådan at når munkene, der altid går rundt i orange dragter, skal hente mad, går de rundt & tigger, men dem der giver mad skal sige tak for at give. Desuden skal man altid tænke på at Thailand aldrig har været besat af kolonimagter, hvilket også afspejles i deres stolthed. De er utrolig underdanige til et vist punkt, men træd på deres religion & de står helt af. Ellers har du venner for resten af livet. Vi fik mere kendskab til deres religion senere, & det vil jeg fortælle der. Der var en kæmpe lang trappe, med en Nana ( Hellig beskyttende slange) på begge sider, som var sammensat af tusindvis af små stentøjs kakler. Nederst var der skrevet et buddhistisk digt/bøn per trin, & der var mange trin, næsten 300 . Så der var lidt at messe på vejen op. Nede ved ankomstområdet, købte jeg en skjorte & to store bundter røgelsespinde. Da vi havde klaret trappen, kom vi op til selve klosteret. Her ofrede jeg flere pinde til en Buddha, der havde en stor ting i hånden over sin sarong, det var jo nok en fornøjelsesstav, så det var jo ok, jeg har jo ingen børn endnu . Overfor var en noget mere aggresivt udseende Buddha, men han fik også lidt . Resten gik til et tredje alter, hvor der sad en eftertænksom fyr, & det fremgik klart at det var klogskabens Buddha. Det var ret indlysende hvad de forskellige figurer forestillede, man skulle bare kigge godt, så forstod man hvad de stod for. Først gik vi en runde omkring Wat´en, for at se den udefra , bemærk de mange små tempelklokker , som var beregnet til at kalde munkene til bøn. I dag slår turisterne til dem med hånden, for at bringe held. Der sad rundt omkring på klosteret, unge mænd, der skar ud i teaktræ for at forskønne eller vedligeholde klosteret. Da vi skulle ind i det allerhelligste, måtte jeg have et sjal over benene, da jeg havde bukser på hvor knæene var blottede. Vi gik selvfølgelig ind uden sko på, & ydmygt listede vi rundt med respekt, for dem, der var der for at udøve deres religion. Vi var velkomne, men derfor skal man også vise respekt. Det var et temmelig stort & helligt sted, & Wat´en var imponerende. Wat betyder tempel. Hver Wat er bygget om en indermur med helligdomme, hvor vi var, var det bygget op omkring en Chedi, som var det centrale . En Chedi er en helligdom som indeholder et relikvie af Buddha eller levn af en religiøs konge. Der er sket forandringer i arkitekturen, så man kan bestemme et klosters alder efter udformningen af Chedién. Der kunne købes små messingklokker, med et hjerte i enden af klokkestrengen, der hang i alt tagskæg, hele vejen rundt i gården omkring Chedi´en. Der var tusindvis af klokker, hvor folk havde skrevet navn eller et ønske. Meget morsomt fik jeg lige øje på en, hvor der stod "langt lykkeligt liv til alle" på dansk. Her kunne man også købe 24 karat bladguld til at sætte på, de figurer man nu ville. I et tempel sad en munk & tog imod spørgsmål fra de troende, imens han mediterede. Min ydmyghed forbød mig at fotografere ham. Mange gik rundt om Wat én, for at bede med deres rosenkrans, så her var vi også bare stille. Da vi kom ned til indgangen & alt turistfiset, røg der en dejlig grillet majskolbe med smør & salt indenbords, uhmmmm . Det værste var, at her løb unge piger rundt med silketryk, der ikke var til at ryste af. Rene´ købte efter lang tids prakken et enkelt billede, men det udløste kun en krig fra alle de andre, om at han også måtte handle med dem. Vi gik ned på parkeringspladsen & ventede på vores guider, mens vi nød et par øl. Der var mange forhutlede hunde, som sikkert blev ernæret af klosteret. Vore guider kom, & vi kørte atter ned af bjerget. Herefter sagde vi at nu var det nok & vi ville gerne hjem til Baantai Hotel. Da vi kom hjem fik vi et bad & Bente & Rene´ ankom. Vi holdt en lille rest på teakaltanen. Det var nu tid til at få lidt aftensmad & guiderne kørte os til en god lille restaurant i nærheden , hvor jeg fik en meget stærk Thaisuppe & lidt risret . Der var nogle meget smukke blomster, på bananlignende træer , nedenfor terrassen, hvor vi sad. Fra restauranten, kørte de os til et marked, hvor de lavede (kina-) paraplyer, & vi så produktionen , fra de lavede papiret, til de færdige paraplyer. Det var håndværk så det basker. Som i gamle dage blev opslemmet papirmasse rørt fint op & fanget på en ramme med silkestof, i et jævnt lag, mens vandet kan passere silken. Rammerne stilles så til tørre i solen. Koner sad & borede små huller i bambuspinde med håndbor, så snore kunne trækkes igennem. Dette blev samlet til stiverne i paraplyen. Vi blev så gelejdet til en forretning, hvor de gerne så vi købte noget, men det var så som så med os. Julie fandt sig dog en pæn paraply, som hun vil bruge til pynt. Herfra blev vi splittet, da vore guider mistede kontakten i trafikken. Julie & jeg blev kørt til en lakkervarefabrik, hvor der straks blev taget hånd om os, & vi fik forklaret hvordan man laver disse ting. Det var faktisk ret interessant, for det er en længere proces. Først lakerer man 6 gange, med 5 dage i vand mellem hver lakering. Så mærkes der op med et fint pulver, gennem en priklet pergamentskabelon, & v.hj.a. disse punkter, tegner man motivet, op med hånden. Derefter males resten med en afvisende voks, så man får et negativ. Derefter lægges bladguld på, & der gnubbes så guldet sidder fast, hvor der ikke er voks. Selv om det er træ er det tæt. p.g.a. lakken der godt nok er på vandbasis, men når det er tørret op er det vandfast. Da vi kom tilbage til Baantai Hotel, gik Rene´& jeg ned på plænen foran hotellet. Mr. Montien kom for at åbne gårdbaren for os. Vi indrømmede straks, at vi havde taget øl med selv, men Mr. Montien sagde at han håbede, at vi havde byttet med nogle kolde fra værelsesbaren, hvilket vi kunne istemme, at det havde vi da gjort & byttet dem med "varme" fra nærmeste købmand. Vi bød da også på øl, men Mr. Montien takkede nej, da han sad & drak whiskey med vores guider. Så vi nød et par kolde, mens jeg fik skrevet et par linier dagbog. Bente & Julie kom også ned & jeg skulle lige vise Bente Mr. Motiens udebars toilet. Bente troede selvfølgelig, at der var slanger eller værre, tænk at hun ikke stoler trygt på sin lillebror. Men hun skulle bare se, at toiletrummet var spækket med blomster, så hun blev grøn af misundelse & ønskede at det var hendes eget derhjemme. Jeg ved at Bente elsker blomster. På vejen tilbage fra restauranten til hotellet, havde jeg observeret en barber, så Rene´& jeg gik ned for at få et nyt ansigt. Der var lidt kø, men heldigvis var der en købmand ved siden af, så vi kunne få lidt til halsen mens vi ventede. Jeg kom til først & måtte tegne hvordan jeg skulle klippes, da frisøren ikke forstod andet sprog end Thai. Da han var færdig, var jeg klippet, barberet & havde fået lidt hoved & skuldermassage, for 50 Bath. Det kunne jeg ikke acceptere så han fik 100 Bath = 20 kr. Så røg Rene´ under kniven & jeg ventede ved købmandens fortovscafe´. Rene´ gav selvfølgelig også 100 Bath. Nabokøbmanden bød på mad & jeg fik lidt suppe. Jeg skulle også lege lidt med deres børn, og det var lidt sjovt, da de ikke forstod en skid af, hvad jeg sagde. Det gjorde dog ikke noget, de morede sig alligevel. Mens jeg stadig ventede på at Rene´ blev færdig, observerede jeg at byens drenge kom på deres cykler, for at købe cigaretter i løs vægt, til far. Pigen der passede forretningen kyssede næsten mine fødder, da jeg gav hende 4 bath i drikkepenge. Da Rene´ var færdig fik vi lige en til & jeg kunne ikke lade være med at lægge 20 bath under de tomme dåseøl vi lod stå, på bordet. Da vi kom hjem stod guiderne & ventede, men vi ville gerne slappe af til kl. 9.30, så vi bad dem atter om at tage hjem til familien. De gik atter om i baghaven & spillede kort. Kl. 9.30 havde vi bedt dem om, at køre os til "nightmarket" i Chiang Mai, hvor vi købte en del ting. Bl.a silkeunderbukser, en flot træfigur, samt en kæmpe kuffert til Julie. Her var vi benhårde forretningsmænd & da vi havde tvunget en sælger i knæ, som så ikke ville handle med os alligevel, gik vi til den næste. Her kæmpede vi igen & fik ikke først vores pris. Men da vi gik uinteresseret forbi anden gang, fik vi kufferten til det vi ville. Så måtte vi jo lige gnide salt i såret, så vi fandt vejen forbi ham, der syntes vi var idioter med den pris vi havde budt ham. Vi fik en større kuffert til lavere pris end han kunne tvinges ned i. Han kikkede noget efter os. Guiderne fandt os & bar vores varer til firehjulstrækkerne & kørte os tilbage til hotellet. Her blev det til en god snak med Mr. Montien i haven, før vi trak op på værelserne.

.

Dette er ingen tvang, MEN Pr@ben bliver så glad hvis du Emailer en kommentar til hjemmesiden, eller gerne spørgsmål til rejserne.

.