Turen til Manilla er ikke noget der er værd at skrive om, men vi ankom ca. 2 timer tidligere end angivet i rejseplanen. Vejret var gråt & overskyet, men 28° C & enorm fugtighedsgrad der straks slog gennem tøjet, som et spark.

Efter 13 timer i fly, hvor det lykkedes at sove en hel del, blev vi modtaget ved udgangen af en sød guide ved navn Beth, som fortalte os, at vi skulle køre i bus i ca. 4 timer, p.g.a. myldretid i Manilla, til havnebyen Batangas. Fra Batangas skulle vi så sejles over til Cocobeach & herefter i båd. Vi stoppede ved en Mc Donalds & købte for 43 pesos et cheeseburgermeal, hvilket svarer til 7,85 Dkr. Ved døren stod en sikkerhedsvagt med stor gøb i siden. Vi tog maden med i bussen & fortsatte. Der var en enkelt der frøs i bussen, så der var lidt polemik om airconditioneringen, men da resten svedte fik vi gemmentrumfet, at vedkommende måtte finde eller låne en trøje. Jeg var fuldstændig våd i nakken, så det løb ned af ryggen. Efter et par timers kørsel holdt vi endnu et stop for at få lidt at spise, ved et Kenny Rogers Roasterhouse. Hvad han har med et kyllingegrillhus at gøre, fandt jeg aldrig ud af. Det lykkedes mig her at krydse gaden med livet i behold, for at købe myggebalsam (ikke på piller) ved en drugstore. Da vi kom ind i bussen fik vi af vide, at vi var omdirigeret til en mindre havneby, som lå ½ time længere væk, men tættere på Coco, da der var for høje bølger i Batangas. Vi ankom til en lille havneby, hvis man kan sige sådan, for der var huse på begge sider af vejen helt fra lufthavnen & dertil. Vi forlod bussen & gik ombord i en stor banca. En banca er den langt mest dominerende bådtype på Filippinerne, som findes i alle størrelser, fra enmands med pagaj, til 30-40 personers med indenbordsmotor, de har alle to udriggere, bestående af en eller flere lange sammensurrede bambusstokke. Vi iførte os lifejackets "Model lokal" (flamencoplader syet ind i orange stof), mens Beth havde hyret nogle lokale fiskere til at bære bagagen ombord. Da vi alle var bænket & vi sejlede af sted, delte en af bådsmændene kolde øl eller kildevand ud. Endelig en kold øl af mærket San Miguel, udmærket. Da vi alle havde drukket ud, kom han så & krævede 35 pesos eller 1 US$, Det kunne han da godt have sagt, men OK. Det var vist godt at vi vekslede til kurs 39 pr.US$ i lufthavnen.

Da vi ankom til Coco fortsatte vi rundt et lille forbjerg, hvor vi blev omskibet sammen med vores håndbagage til en stor åben jolle. I den blev vi så sejlet tilbage, mens der dannedes morild langs siden, til stranden foran Coco, hvor der blev kastet anker, & brændingen bragte os ind til stranden, hvor nogle unge knægte, i vand til livet , var ved at anbringe en flytbar landgangsbro på 3 meters længde. Det mindede mest om en ganske almindelig lang bænk med lister på tværs for at give bedre fodfæste. Da jeg sad tættest & havde fattet hvad der skulle ske sprang jeg ved først givne lejlighed ud på bænken, timede med bølgerne & da de gik udad, sprang jeg ned på det nys tørre sand, tog tre hurtige skridt & blev af mange stærke arme hevet tørskoet op på strandstien der var sikret med en 1½ meter høj betonkant, mod havet. Ikke alle var lige så heldige/let tilbens, som jeg, så blitzene blinkede fra de andre gæster som ikke havde haft tid til at "skyde" deres egen ankomst, & derfor var stimlet sammen, for at se hvordan det gik for os.

De havde netop haft tre dage med stormregn, da Coco havde ligget i udkanten af en typhon, så der havde ikke været ret meget at beskæftige sig med, da det under sådanne omstændigheder nærmest er umuligt at komme derfra. Vi fik en utrolig hjertelig velkomst af alle, både gæster, men især af de ansatte filippinere.

En lille let velkomstmeny bestående af kyllingesuppe "very spicy", en drink, & en nyhøstet kokosnød med hul & sugerør i, blev sat til livs mens vi fik praktiske oplysninger. Vi fik udleveret vores nøgler & blev præsenteret for vores servicefamily, der ville stå til vores disposition i alle døgnets 24 timer. De bar vores kufferter til hytte 24b, hvor vi havde halvdelen af underetagen i en kæmpe bambushytte. Servicemama som hun kaldte sig, hed Delia & hendes mand Ismael. Delia fortalte, at der er ca. 180 gæster, 95% er danske. Til at opvarte os er der ca. 250 ansatte & familiemedlemmer, der arbejder & bor på resorten. Hytten og alt indenfor var udført i bambus, møbler, lamper, gulv, loft, vægge, døre. Undtaget var, de bærende stolper, der var af rigtig træværk, safetyboksen, der var indmuret i væggen mod badeværelset, det eneste murværk, men beklædt med bambusflet. Delia opsatte mosquitonet over sengene, & vi sludrede lidt om vind & vejr, samt blev vist hvor klokkestrengen sad, hvis vi manglede noget. En rigtig klokkestreng i tykt reb, forbundet med tyk fiskeline, der førte ned til deres hytte som lå lige ved siden af vores. Dernede sad så 8 ganske almindelige metalklokker på et stykke fjederstål, så de kunne nå op & tænde lys inden den var faldet til ro igen og derved se hvem der havde kaldt.

Det var blevet stjerneklart, så det tydede på at vi var kommet med det gode vejr. Det var blevet midnat, & jeg svedte som et svin. Vi gik i baren for at fejre ankomsten med et par kolde drinks, & indhente negotrangen, inden vi gik til verandaen. Turen op fra restaurationsområdet, til hytten trak søm ud i denne tropevarme, så vi måtte lige have en night cap på verandaen inden vi var kølet ned igen & klar til at gå i seng. Brugte tandkruset til at fange de største kakerlakker, så vi får lidt mere plads & så søster kan sove uden mareridt. Håber ikke at have klemt følehornene af dem, da de stak udenfor kanten, når jeg satte et blad foran åbningen.

Dette er ingen tvang, MEN Pr@ben bliver så glad hvis du Emailer
en kommentar til hjemmesiden, eller gerne spørgsmål til rejserne.