Vi stod meget tidligt op, gav de sidste kram til
personalet & sejlede til 
Batangas industrihavn for at aflevere 2 splinternye gummibåde til Coco Beach´s
"nye" krydstogtskib Coco Explorer, som ikke var blevet klar endnu. Vi havde
også set at en del af mandskabet havde trænet i flere dage på at manøvrere med dem
foran Coco. Pludselig kom der en speedbåd & der blev råbt på 24b, vores hytte,
stort ? vi havde s´gu da betalt alt hvad vi skulle! Det viste sig at vi havde efterladt 2
stk. rejsevækkeure - & selv om vi havde sagt til Delia at alt vi efterlod kunne hun
tage eller smide ud kom de med det expres - helt vildt. Vi tog da vores skide ure for ikke
at vække opsigt & fortsatte til det vanlige havnehul i Batangas. Her ventede
vi ca. 1 time før der kom en bus for at bringe os til Manilla. Endelig kom vi afsted i en
minibus sammen med 2 vi kendte, samt 2 tyske tøser jeg kort havde bemærket på standen.
En af vore rejsefæller blev køresyg & ville gerne have et vindue åbnet, men de tyske
tøser styrede bare det hele & fik det lukket igen. Det passede bare ikke dem. Da det
var tid til at brække sig sagde vi at, det måtte hun så gøre ud over dem, samt
snakkede højt over "das herrenvolk", blev de helt stille &
"tillod" os at holde sidevinduet åbent. Jeg vil da gerne være ærlig &
indrømme at luften udefra ikke var bedre end den der var i den airkonditionerede bus,
snart tvætimod, & at airkonditionringen ikke virker når man åbner et vindue, men
jeg har heller ikke lyst til at en eller anden brækker sig. Tyskerne blev selvfølgelig
meget temmelig pissesure på os "untermenchen"- det fremgik meget tydeligt af
deres attitude- de var noget & førte sig hjemmevant frem.Vel ankommet til kontoret i Manilla, hvor vi havde ca. 5 timers
ventetid tog vi 5 stk. "turisten" afsted til Robinsons place hvor vi havde
været før. Jeg prajede en taxa foran kontoret & spurgte om det var i orden at vi var
5. Det var O.K. Da vi kørte opdagede jeg godt at der ikke var noget taxameter, men
tænkte at det nok gik & at det eventuelt ville blive billigere end de andre. Da vi
ankom til Robinsons place forlangte stodderen 1200 Pesos, fordi han havde kørt med en i
overskud, så vi startede en stor diskussion & han mente at være i god ret - enden
blev at hvert hold gav 200 Pesos = 400 - & at vi demonstrativt gik fra en råbende
chauffør, men han kunne bare skrige løs, da vi mente en eventuel betjent godt kunne se
urimeligheden, & at chaufføren selv overtrådte reglerne.
Der blev da heller ikke den store scene ud af det,
forståeligt nok. Vi valgte senere, at gå tilbage til kontoret for at bruge tiden, men
vores medpassagerer tog en taxa "baglæns" til 40 Pesos, så han tog jo røven
godt & grundigt på os alligevel. Så læsere kør kun med registrerede taxaer -
med
taxameter - eller betal & se glad ud. Ankommet til kontoret igen skulle vi vente 3
timer før det gik til lufthavnen & vi kunne tage et bad, men pludselig stoppede
lokummet & afløbet på kontoret så vandet løb os om benene trods ihærdig indsats
fra personalet. Jeg fik en god skraber i en lænestol & vågnede ved at få stukket en
flaske rom i hånden? Bente & jeg havde tanket det vi måtte, så den måtte jo gå
til Tilde - shit - det var fra rejsebureauet som gave til hvert hold. Tror i Tilde gav en
rom & cola i flyet! Henning & Annelie havde selvfølgelig lagt beslag på et rum
med kufferter, & sov rævesøvn hver gang nogen skulle hente noget derinde. De blev
også sure over at de ikke kom med første bus til lufthavnen, da det gik op for dem at
der var en grund til pludselig meget traffik i deres rum. Der var nu ikke nogen
grund til overflødig panik, for vi skulle tilbringe 4 stive timer i lufthavnen fra check
in til afgang. Lufthavnen var meget stor & temmelig kedelig. I afgangshallen er der et
eneste rygerum på ca. 15 kvm. til alle rygere, til gengæld er der ikke gjort rent siden
der blev oprettet, så negotinen drev ned af væggene & det var svært at se ud af
ruderne, så der var man ikke ret længe af gangen. På et tidspunkt var jeg inde for at
kigge på Fillipinsk håndgjordt kunst i en shop - der var ikke noget jeg ønskede - men
jeg kunne have løbet med det hele for de 2 personaler lå på gulvet bag skranken &
sov sødeligt. Endelig skulle vi boarde flyet & gæt hvem overstewardessen
var.......... den mest arrogante tysker fra minibussen - sååååå fin service. Nej vi
fik ikke lov at stifte videre bekendtskab med hende. Resten var bare rejse, men for
f........ hvor er Manilla stor. Vi fløj også over Hong Kong - der er også et par
gadelamper eller to. Mosva et glimtende gult tæppe - væg til væg. Frankfurt &
København & nu gider jeg ikke mere. Go´ferie .
Kampai. |